"De Hellige Kar" den grundige historie

Den grundige historie om "De hellige Kar"

Markgreve, generalfeltmarskal Friedrich Ernst af Brandenburg-Culmbach den 13. juli 1762 skænkede altersættet som afskedsgave til det Jydske geworbne Infanteriregiment efter mere end 30 år som dets chef.

Sættet består af en forgyldt sølvkalk med tilhørende sølvtallerken og oblatgemme med markgrevens våben smukt indgraveret. Det må formodes, at det var tænkt til brug for feltpræsten i forbindelse med feltgudstjenester, hvilket dets størrelse (ca. ¾ af et ”normalt” altersæt) også indikerer. Det er dog ikke nævnt nogen steder. Man kunne forvente at finde formålet beskrevet i et gavebrev, der uden tvivl har ledsaget gaven, men det er desværre forsvundet, og det er aldrig lykkedes at finde det, trods ihærdig søgen i diverse arkiver, hvilket vi vil vende tilbage til.

De hellige kar til Sct. Michaelis Kirke

Det er meget lidt man kan finde i historiske kilder om altersættet, bortset fra brug under feltgudstjenester og i inventarfortegnelser. Men i 1916 anmoder 12. Bataljon, hvor sættet opbevares, Generalkommandoen i Viborg om tilladelse til at bortskænke altersættet til Sct. Michaelis Kirke.

Kirkebestyrelsen har nok haft en finger med i spillet, for da forslaget afvises, ansøger den selv 2. Generalkommando om at få altersættet i udlån. Det bevilges, og kirkebestyrelsen kvitterer for modtagelsen den 1. februar 1922. At altersættet herefter opbevares i kirken bekræftes i Hector Boecks bog om 12. Bataljons historie fra 1923, hvoraf fremgår:

”Da Markgreven ved sin Afsked skiltes fra Regimentet, der stod hans Hjerte saa nær, skænkede han det en indviet forgyldt Sølvkalk med Oblatæske med Fad til Brug ved Regimentets Gudstjeneste. De smukt forarbejdede Genstande tilhører den Dag i Dag 12. Bataillon, og de opbevares for Tiden til laans ved Skt. Michaelis Kirke til anvendelse for Garnisonen i Fredericia.”

Tøjhusmuseet på banen

Først 15 år senere sker der noget igen, da chefen for 12. Bataljon, oberstløjtnant Freiesleben, den 30. november 1937 modtager et brev fra Tøjhusmuseets chef, Otto Smith. Af tonen i brevet må det formodes, at de to kender hinanden endog meget godt.

Af brevet fremgår, at Tøjhuset gennem en afskediget officer er blevet bekendt med eksistensen af 12. Bataljons altersæt. Endvidere anføres, at Tøjhusmuseet ikke er helt tilfreds med, at sættet er udlånt til Sct. Michaelis Kirke, hvilket tydeligt fremgår af følgende uddrag fra brevet:

”Dette blev af en Bataillonschef med stærke kirkelige Interesser uden nogen Art af Bemyndigelse udlaant til Michaelis Kirke i Fredericia, hvor Bataillonen dengang garnisonerede. En senere Bataillonschef forlangte Altersættet udleveret, men dette afslog Sognepræsten.”

De hellige kar i Sønderborg

Tøjhusmuseet har, som det videre fremgår af brevet, indberettet sagen til Krigsministeriet, som blot meddeler, at ”Altersættet indtil videre kunne forblive ved Kirken, men uden at Bataillonens Ejendomsret fortabes.” Krigsministeriet foretager sig herudover intet, og Tøjhusmuseet, der ikke tidligere har haft kendskab til altersættets eksistens, gør nu tiltag til at inddrage det og få det ført i inventar ved museet. Tøjhusmuseet er, som det videre fremgår af brevet, af den opfattelse, at altersættet stadig befinder sig i.  Sct. Michaelis Kirke i Fredericia:

 ”I betragtning af, at 12. Bataillon er blevet forlagt til en anden Garnison end den, hvori Altersættet befinder sig, og at en saadan Ejendomsret gennem Aarene kan gaa i Glemme…”

Af Freieslebens svar fremgår det imidlertid klart, at dette ikke er tilfældet, og at altersættet faktisk befinder sig i Sønderborg, dog ikke ved bataljonen, men i Sønderborg Kirke, der med den givne anledning har fornyet kvitteringen:

”Sættet overleveret Oberstløjtnant Mikkelsen engang han var i Fredericia til Regimentets krigsspil – vistnok ved en frokost hos Obersten – af en præst i Fredericia. Sættet opbevares nu i Sønderborg Kirke (hvortil Oberstløjtnant Mikkelsen overdrog det).

Kvittering (fornyet 1937, Pastor Høgsbro) ligger i Bataillonens Inventariebog”

Krigsministeriet på banen

Herefter følger 6. december 1937 et brev fra Tøjhusmuseet, der er tilfreds med placeringen, men anfører at sættet skal inventariseres, hvorefter det selvfølgelig kan tilbageleveres sammen med en montre, som museet vil lade fremstille specielt til dette brug. Så enkelt var det imidlertid ikke for den 12. december sender Tøjhusmuseet flg. brev til Freiesleben:

Kære Freiesleben!

Jeg skriver til dig privat, som jeg ogsaa har gjort de andre Gange. Som Konsulent for Krigsministeriet i slige Sager, var jeg nødt til at rejse Sagen angaaende 12. Bataillons Altersæt sammen med flere andre Genstande ved andre Afdelinger. Min personlige Indstilling dertil kender du fra mine Breve og det gør mig derfor ondt at maatte meddele dig underhaanden, at Ministeriet ser ganske anderledes derpaa og agter at inddrage de virkelige historiske Genstande, samtidig med at Tøjhusmuseet faar Ordre til gennem Inspektioner i Garnisonerne at opspore saadant, som det endnu ikke har kendskab til. Aarsagen dertil er den Ligegyldighed, som har været udvist og endnu udvises flere Steder over for slige Sager, oftest som følge af skiftende Chefers Indstilling dertil. Jeg har talt de virkelig interesserede Afdelingers Sag og den gennem Inventarisering ved Tøjhusmuseets opnaaede Sikkerhed, men uden Resultat. Jeg opgiver dog ikke Haabet om ved en senere Lejlighed at kunne rederssere dette forhold.”

Gavebrevet

Det svar er Freiesleben imidlertid ikke glad for, og ud fra en svarskrivelse dateret den 19. december 1937 fra Hecctor Boech (forfatter til bogen om 12.) Bataljons historie) kan man se, at han dagen i forvejen havde modtaget et brev fra Freiesleben, hvor han søger oplysninger om altersættet og det formodede ledsagende gavebrev.

Af svarbrevet fremgår bl.a., at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved 12. Bataljons ejendomsret til altersættet, hvilket kun kan ændres ved ministeriel ordre. Der er også tale om, anfører Boeck, ”betydelige kunstgenstande fra deres Tid.”  Herudover fremgår, at altersættet ikke er tænkt anvendt til, som det siges, ”civil Kirketjeneste”, men har ”saa længe Jydske Fynske Regiment – efter gaveaaret 1762 – har eksisteret (indtil 1842) været anvendt ved kirkelige Handlinger i tysk (Sct. Michaelis) Kirke i Fredericia for Militærpersoner ved Regimentet og har fulgt Feltpræsten.”

Herefter anfører Boeck, der i 1807 var adjudant ved 7. Regiment i Fredericia, at altersættet på det tidspunkt blev opbevaret i et gammel pengeskrin under adjudantens opsyn og at han mente at kunne huske at have set ”et paa Pergament forfattet Gavebrev”. Han opfordrer Freiesleben til at indlede en eftersøgning ved regimentet og slutter brevet med: ”Hvis et Gavebrev eksisterer, mener jeg det bør opbevares ved Hærens Arkiv for Sikkerhedens Skyld. Jeg skal søge at komme i Arkivet i Morgen eller paa Tirsdag for at gennemse Arkivalierne om Gavebrev og De hellige Kar. Jeg skal derefter give Meddelelse om Resultatet.”

Det løfte overholdes, og allerede dagen efter meddeler han, at resultatet af eftersøgningen har været negativ og, hvis et sådant gavebrev eksisterer, må det være ved 12. Bataljon. Herefter iværksættes en undersøgelse ved 7. Regiment, men uden resultat.

De hellige kar inddrages af Tøjhusmuseet

Trods ihærdige forsøg for at undgå at altersættet inddrages af Tøjhusmuseet, modtager 12 Bataljon den 12. januar 1938 flg. brev fra Tøjhusmuseet:

 ”Med henhold til Krigsministeriets Ordre skal Tøjhusmuseet herved anmode om, at det ved Bataillonen beroende Altersæt maa blive tilsendt Museet, hvori det skal optages. Til Brug for Bataillonens Regnskab skal der derefter blive tilsendt Kvittering for Modtagelse.

Tøjhusmuseet undlader ikke samtidig at gøre opmærksom paa, at paagældende Altersæt ved særlige Lejligheder, hvor Bataillonen maa ønske det, vil kunne udlaanes til dette for kortere Tid, naar behørig Sikkerhedsforanstaltninger tages.”

Sådan! Brevet er underskrevet af Otto Smith, som dog har det skidt med afgørelsen, for han sender et brev til Freiesleben, hvor han angiver en række mere eller mindre relevante argumenter og afslutter brevet med en beklagelse, men der er altså ikke noget at gøre.

Altersættet afleveres den 18. januar 1938. Allerede 4. februar sender 12. Bataljon ad kommandovejen, dvs. via 7. Regiment, en meget følelsesladet skrivelse til Tøjhusmuseet for at få altersættet om ikke til ejendom så dog til låns, da det selvfølgelig ”ikke har hjemme paa et Museum, men tværtimod er en Brugsgenstand, som bør opbevares ved Bataillonen for at kunne opfylde, hvad der sikkert har været Giverens Hensigt: I paakommende Tilfælde (alvorlig sygdom, Feltgudstjenester o.l., at kunne anvendes til Bataillonens Befalingsmænd og Menige.”)

Krigsministeriet griber ind

Det må formodes, at Otto Smidt i sin egenskab af chef for Tøjhusmuseet har formået at påvirke ministeriet, som han jo også havde lovet i sit brev til Freiesleben, for den 19. maj året efter modtager 12. Bataljon flg. brev fra Krigsministeriet:

”Krigsministeriet har D.D. tilskrevet Tøjhusmuseet saaledes:

”Under henvisning til tidligere Korrespondance vedrørende et i sin Tid ved 12. Bataillon beroende Altersæt – senest Skrivelse herfra C. 111 af 10/1 1938 – meddeles, at Krigsministeriet har bestemt, at det omhandlende Altersæt, der i henhold til nævnte Skrivelse er inddraget af Tøjhusmuseet og taget i Inventar ved dette, fra 1/11 1939 vil være at udlaane til Bataillonen med Henblik paa videre Udlaan til St. Michaelis Kirke i Fredericia.”

Hvilket hermed meddeles under Henvisning til 12. Bataillons Skrivelse Nr. 44 af 17/1 1938.

Herefter tilgik altersættet 7. Regiment og har så vidt vides fra 1951, hvor 12. Bataljon blev nedlagt som enhed, været opbevaret på regimentschefens kontor og altså ikke som anført i Krigministeriets skrivelse, udlånt til Sct. Michaelis Kirke. Altersættet blev anvendt ved militære, kirkelige handlinger i garnisonskirken, Sct. Michaelis Kirke, hvor de under fanevagt blev ført ind i kirken og ved knæfaldet afleveret til garnisonspræsten og placeres på alteret under den kirkelige handling. Tilsvarende føres de ud af kirken under fanevagt.

Kongegruppen

Da Kongens Jydske Fodregiment i 1990 blev sammenlagt med Slesvigske Fodregiment i Haderslev, blev altersættet medbragt hertil. Der var ikke helt forståelse for dette, da mange, herunder ikke mindst personel fra det tidligere Kongens Jyske Fodregiment, der var stærkt repræsenteret i Fredericia og også i en vis udstrækning i det nye regiment i fæstningsbyen, Telegrafregimentet, mente, at altersættet burde opbevares i garnisonen, hvor rødderne fra markgrevens regiment og 12, Bataljon efter deres opfattelse var. Også byens borgere reagerede og begyndte at arbejde for en tilbageføring af klenodierne.

Det blev ikke bedre, da Slesvigske Fodregiment blev sammenlagt med Prinsens Livregiment i Skive, hvortil altersættet nu blev medbragt. Sluttelig blev Prinsens Livregiment sammenlagt med Jyske Dragonregiment i Holstebro,  men inden altersættet endnu en gang skulle holde flyttedag, nedsatte garnisonskommandanten i Fredericia, oberst Ib Johannes Bager, en arbejdsgruppe, hvori der ud over ham selv, indgik personer med en særlig interesse for ikke alene de hellige kar, men også for andre effekter, der nu befandt sig i henholdsvis Haderslev og Skive. Kongens Jyske Fodregiments soldaterforening var også repræsenteret i arbejdsgruppen, der benævntes Kongegruppen, da dens arbejde vedrørte effekter fra det tidligere Kongens Jydske Fodregiment.

De hellige kar tilbage i Sct. Michaelis Kirke

Arbejdsgruppens indsats resulterede i, at de hellige kar den 27. januar 2005 blev tilbageført til garnisonen og placeret i garnisonskirken, som påbudt af Krigsministeriet i 1939. Men uden en meget stor, personlig indsats fra garnisonskommandanten og chefen for Prinsens Livregiment i Skive, hvor altersættet nu befandt sig, oberst Jens Christian Lund, var det næppe lykkes. Overdragelsen fandt sted i forbindelse med kirkens nytårskoncert, der indledtes med, at stabschefen fra Prinsens Livregiment, oberstløjtnant J.P. Olsen, sammen med to soldater bar altersættet ind i kirken og overrakte det til garnisonspræsten.

Overraskelsen var stor, for det var kun en meget snæver kreds, der på forhånd havde kendskab til, hvad der skulle ske, da man først med egne øjne ville se klenodierne være til stede, før man offentliggjorde noget. Det var en meget smuk og gribende højtidelighed, der med en kirke fyldt til bristepunktet og talte gæster som greve Ingolf og grevinde Sussie, amtsborgmester Otte Herskind Jørgensen, borgmester Uffe Steiner Jensen og naturligvis garnisonskommandanten, satte et forhåbentligt sidste punktum i en lang og turbulent tilværelse for de hellige kar.

Endelig på plads

Garnisonen stillede som betingelse for anbringelsen i kirken, at altersættet skulle være maksimalt sikret samtidig med, at det skulle være synligt. To nærmest uforenelige krav. Men efter mange overvejelser i menighedsrådet fandt man det mest hensigtsmæssigt at indmure en montre i kirkens nordmur ind mod sakristiet, således at altersættet kunne betragtes inde fra kirkerummet, godt sikret af panserglas.

Bagsiden af montren skulle være forsynet med en låge, der kunne åbnes inde fra sakristiet, så sikkerheden blev maksimal. Provst, stift og den kongelige bygningsinspektør havde intet at indvende mod en sådan løsning. Det havde Nationalmuseet, der kom og besigtigede åstedet.

Afslaget blev begrundet med, at der var tale om en oprindelig mur, der af principielle grunde ikke må brydes, og da slet ikke gennembrydes. Der var trods ihærdige forsøg intet at gøre, og alternativet blev den nuværende placering i en montre med panserglas og lås af hærdet stål placeret ved siden af Sven Havsteen Mikkelsens smukke altertavle med den korsfæstede Jesus. her stod det indtil 2017.

I 2018 kunne Sct. Michaelis kirke fejre 350 års jubilæum dette betød at kirken næsten var lukket et år mens den blev restureret. Ved kirkens Jubilæums gudstjeneste kunne "De Hellige Kar" ses på deres nye plads i garnisons kommandantens loge. 

Den gamle tradition, hvor altersættet under fanevagt føres ind og ud af kirken, er genoptaget, og i forbindelse med feltgudstjenester kan altersættet også anvendes, hvilket når alt kommer til alt, jo er dets oprindelige formål.

Som det vil fremgå af det foregående, er det et nationalt klenodie, der er tilgået kirken. Et klenodie, der som det også fremgår af Tøjhusmuseets skrivelser, er enestående i sin art.

Generalfeltmarskal, Markgreve Freidrich Ernst af Brandenburg-Culmbach

Markgreven. der skænkede altersættet, blev født den 25. december 1703. Den 20. september 1728, kun 24 år gammel, bliver han chef for det Jydske geworbne Infanteriregiment, der var garnisoneret i Fredericia. Han var også statholder i Holsten og Slesvig fra 1731 og fra 1745 hærens øverstbefalende.

Det var nogle betydelige poster, oven i købet på samme tid, men knap så usædvanligt på den tid, hvis man havde den rigtige baggrund og nogle gode forbindelser, og det havde markgreven, der var Kong Christian VI's svoger (hans storesøster Sophie Magdalene var gift med kongen).

Da han blev statholder, blev der samtidig anvist ham bolig på herresædet Drage nord for Itzehoe, og intet tyder på, at han har boet i Fredericia, selv om han bestred chefposten i 34 år.

Den 13. juli 1762 fratræder han chefstillingen i Fredericia og skænker ved den lejlighed de hellige kar som afskedsgave til regimentet. Han var svagelig, og det var faktisk efter ansøgning, han blev afskediget, som det hed ”i kongelig nåde og med kongelig anerkendelse af hans udmærkede tjeneste.”

Han døde umiddelbart efter afskeden og blev gravsat i Hohenaspe Kirke i Holsten.

Markgreven glider herefter mere eller mindre ud af historien, indtil der pludselig i 1956 dukker et brev op ved 7. Regiment. Det er fra en arkæolog, Søren Telling, fra museet på Gottorp, der henleder regimentets opmærksom på ”den lidet sømmelige tilstand” regimentets tidligere chef, generalfeltmarskal, Friedrich Ernst af Brandenburg-Culmbachs jordiske rester befinder sig i, i Hohenaspe Kirke (9 km nord for Itzehoe).

Normalt er det næppe noget, et regiment kan gøre meget ved, men det besluttes dog at besigtige åstedet, hvilket sker sammen med Søren Telling og under ledelse af sognepræsten i Hohenaspe Kirke, pastor Ketels.

I krypten er der placeret to egetræskister indeholdende de balsamerede lig af markgreven og hans hustru, Christine Sophie, der var født prinsesse af Braunshweig-Lüneburg-Bevern.

De er i stærkt forfald, mest markgrevens, hvilket skyldes, at låget er fjernet, og hans jordiske levninger beredvilligt fremvises for tilfældige turister. Markgrevens ordensdekorationer, sabel, m.v., er efter sognepræstens oplysninger for længst stjålet fra krypten. Det generelle indtryk er, at krypten, der også er stærkt medtaget af fugt, trænger til en gennemgribende istandsættelse, som kirken imidlertid ikke har midler til.

Efter besigtigelsen anmoder regimentet derfor Forsvarsministeriet om 1.000 kr. til en sådan istandsættelse og opremser alle markgrevens titler og store indsats for regimentet, herunder at han var Ridder af Elefanten og oven i købet var Christian VI's svoger.  Men forgæves, for den 2. januar modtager regimentet flg. svar fra Forsvarsministeriet:

”7. Regiment har ved skr. fremsendt en redegørelse om forholdene i markgreve Friedrich Ernst af Brandenburg-Culmbachs krypt i Hohenaspe kirke i Holsten og det fremgår heraf, at en forbedring er ønskelig. Regimentet foreslår derfor, at det bemyndiges til at optage forhandling med Hohenaspe pastorat om lukning og restaurering af krypten m.v., idet man skønsmæssigt anslår, at der vil medgå en udgift på et beløb af ca. 1.000 kr.

Således foranlediget skal man herved meddele, at forsvarsministeriet desværre ikke ser sig i stand til at yde tilskud til omhandlede formål. Man har endvidere forhandlet sagen med undervisningsministeriet, der har udtalt, at heller ikke dette ministerium ser sig i stand til at yde noget tilskud, idet man henviser til, at der inden for landets grænser findes adskillige historiske og kulturhistoriske monumenter, til hvis restaurering det er meget vanskeligt at skaffe midler.

Vestre Landsdelskommando har i sagens anledning henledt opmærksomheden på, at omhandlede istandsættelse måske kunne tænkes at være et arbejde, som kunne opnå støtte fra Carlsbergfondet, men forsvarsministeriet har ikke ment at burde undersøge dette forhold selv.

Ministeriet finder imidlertid ikke noget at indvende imod, såfremt forholdene måtte tale derfor, om regimentet selv retter henvendelse til Carlsbergfondet for at opnå fornødne tilskud.

sign. H.Harpøth/H.P.Gregersen.

Altså kort og godt afslag.

Om der ad andre kanaler skulle være foretaget en renovering af krypten og hvordan herresædet Drage ser ud i dag blev opklaret ved en tur til Hohenaspe og omegn den 21. september 2006, hvor lederen af lokalhistorisk arkiv, Jørgen Clausager, fotograf Peder Petersen og undertegnede drog af sted med åbent sind. Med os havde vi også oberst Henning Høngsmark, da han som tidligere chef for Kongens Jydske Fodregiment har haft altersættet i sin varetægt.

Selve turen forløb uden problemer, men ikke uden overraskelser.

foto: Herresædet Drage

Vi fandt nemlig efter en grundig rekognoscering i området ud af, at herresædet Drage ikke eksisterer mere. Lokale kilder kunne oplyse, at kun en forvalterbolig er tilbage.

Herefter gik turen til Hohenaspe kirke. Her endnu en overraskelse. Den hedder nemlig slet ikke Hohenaspe kirke, men Sct. Michaelis Kirke. Markgreven hviler altså i en kirke af samme navn, som den, hvori hans gave til Jydske geworbne Infanteriregiment i dag er placeret, overvåget af alle soldaters skytsengel, ærkeenglen Michael.

Kirkens historie går tilbage til 1148, så der er tale om en meget gammel kirke, som selvfølgelig er undergået ombygninger og restaureringer undervejs, om end man nok kunne få indtryk af, at det er nogle år siden, det sidst er sket. Det samme kan man roligt sige om markgrevens krypt. Den fremtræder i en meget sørgelig forfatning. Den er meget lav og trang uden nogen form for lys eller frisk luft. Kalkpudset hænger i store flager ned fra loft og vægge og fugten har også sat sine spor.

Markgrevindens kiste ser ud til at have stået urørt siden den blev placeret i slutningen af 1760'erne. Markgrevens derimod, har fået nyt låg. Det er uden tvivl sket i forbindelse med ovennævnte interesse fra arkæolog Søren Telling fra Gottorp Museum i 1956. Man har dog stadig mulighed for at beskue markgrevens mumificerede og uniformerede lig, da låget er forsynet med et smalt stykke glas i hele kistens længde. Lidet respektfuldt ville mange nok mene, i hvert fald jeg.

Jeg forespurgte præsten, der tilsyneladende ikke vidste meget om markgreven, om hvorfor krypten var i en så ringe forfatning og gemt bag en senere opført væg, så man kun ser den, hvis man ved den er der. Han svarede, at økonomien var anstrengt, og da Markgreven ikke er en del af deres historie, er en renovering af krypten meget lavt prioriteret.  Han stillede herefter et modspørgsmål ”Hvorfor mon kongen anviste markgreven et så ubetydeligt herresæde som Drage”. Underforstået, der måtte være noget galt, hvilket der efter det foreliggende bestemt ikke er grund til at antage. Men lad os lade markgreven hvile i fred.

Hvor og af hvem er altersættet fremstillet?

Da der ikke er nogen dokumentation i form af gavebrev m.v. har det ikke været muligt at finde frem til, hvor og af hvem altersættet er fremstillet. Det har heller ikke været muligt at få endelig klarlagt, om det har undergået ændringer i tidens løb, herunder om det er født med indsats (hældetud).

Oprindelig havde alterkalke nemlig ikke hældetud, da man drak direkte af dem, men af hygiejniske årsager, herunder smittefare for tuberkulose, begyndte man at forsyne kalkene med hældetud. Om det er sket med dette altersæt, eller om det er født med indsatsen, kan ikke endeligt fastslås.

Om disse spørgsmål siger Peter Thomsen, ejer af Fredericia Sølv:

Ud fra stemplerne og de jeg har talt med, mener jeg, at fremstillingslandet nok er Tyskland.

Det hele er fremstillet samtidig, idet dog indsatsen har andre afmærkninger end oblatgemmet (æsken) og det lille fad. Det kan naturligvis undersøges nøjere, om end det er et meget stort arbejde,men jeg har kendskab til folk inden for branchen, som er specialister i den slags opgaver.”

Selv om vi næppe kommer en besvarelse af spørgsmålet nærmere, hvad angår hældetuden, kan det dog nævnes, at adgangen til brug af særkalke blev givet af Kultusministeriet ved bekendtgørelse nr. 19. af 9. februar 1909, idet de enkelte menighedsråd var bemyndiget til selv at træffe endelig afgørelse herom. Denne bekendtgørelse kan have betydning for, hvornår der blev lavet hældetude til alterkalkene, men da markgrevens altersæt aldrig har været bestyret af et menighedsråd giver det ikke et endegyldigt svar på, hvornår sættet er blevet forsynet med hældetud.

Renovering af altersættet

Altersættet, der fremstår i en ganske pæn stand, har uden tvivl været shinet op i tidens løb. Vi har dog ingen dokumentation for dette, bortset fra sidste gang det skete, nemlig i 1988, hvor ovennævnte Peter Thomsen har berettet følgende:

Major i reserven ved Danske Division, nu ejer af Fredericia Sølv, Peter Thomsen, beretter omkring ”De hellige kar”, som han selv har båret ved flere lejligheder.

I 1988 var jeg som kaptajn i regimentsstaben hos Kongens Jydske Fodregiment.

Endnu var regimentets (Kongens Jydske Fodregiment) skæbne ikke afgjort. Regimentschefens dør stod åben, obersten (Henning Høngsmark) lod sin milde røst høre, og da jeg stod på hans kontor lød spørgsmålet, om jeg dog ikke var ud af en sølvfamilie. Det måtte jeg jo indrømme, og så kom oberstens næste spørgsmål prompte, om jeg kunne leve med, at de ”De hellige kar”, regimentets klenodier så sådan ud. Bestemt nej, mente jeg, uden at tænke over hvorfor spørgsmålet blev givet til mig, herefter havde familiens virksomhed pludselig en opgave yderligere at løse.

Opgaven med at få De hellige kar bragt tilbage til fordums udseende forløb tilfredsstillende, og efter endt hel-forgyldning afleveredes De hellige kar  til deres vante plads bag regimentschefens stol i glasmontren, inden endnu en ung officer skulle balancere med De hellige kar til alters i kirken.

Ingen kunne på det tidspunkt vide, at regimentet 2 år senere blev sammenlagt med Slesvigske Fodregiment, og at jeg samme år udtrådte af forsvaret for at blive ”Sølvsmed” i tredje generation i familiefirmaet.

Fremstillingen er skrevet af Ole Dyrn

Altersættets mål

Kalk:

Højde ................................ 21,7 cm

Diameter af cuppa.............. 10,4 cm

Diameter af fod ................. 13,1 cm

Disk (patene):

 Diameter ............................ 13,1 cm

Oblatgemme (pyxis):

Diameter ved fod............... 10,2 cm

Kande

Diameter ved munding........ 8,4 cm

Højde med låg påsat............ 4,4 cm

Litteratur

Hector Boeck: 12. Bataillons Historie 1679-1929 (1929).

Kongens Fodregiment gennem 300 år. Udgivet 1957 i forbindelse med regimentets 300-års jubilæum i 1957.

Sct. Michaelis Kirke, Garnisonskirke i 300 år 1687-1987. Udgivet 1987 i forbindelse med garnisonskirkens 300 års jubilæum.

Svend Avnby: Sct. Michaelis Kirke, Tyske Kirke i Fredericia (Elbo Grafiske Hus A/S, 1993).

P. Kaminsky og P. Chr. Scharff: Die Kirche im Dorf, St. Michaelis in Hohenaspe (brochure, udg. af "Kirchenvorstand St. Michaelis" 1998, rev. 2000).

Tak til oberst Henning Høngsmark, major Egon Vorgaard, sølvsmed Peter Thomsen, historisk konsulent Anders Engelbrecht og Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn for beredvillig hjælp.

Skrevet af oberstløjtnant og historisk konsulent Ole Dyrn.