Henrik Ludvigsen Pontoppidan (1708-1760)
Henrik Ludvigsen Pontoppidan (1708-1760)
Provst og magister, og en af kirkens mest markante præster, der bestred embedet i 52 år.
Født: 4. april 1679 i Herlufmagle Sogn, Præstø Amt.
Forældre : Sognepræst, senere stiftsprovst i Aarhus, magister Ludvig Henriksen Pontoppidan (1648-1706) og hustru Barbara Hansdatter Bacher (1646-1689).
Uddannelse: Han blev student i Aarhus 1797, cand.theol. 1699 og virkede som feltpræst i Brabant fra 1704.
Sogne- og garnisonspræst: Han tiltrådte embedet som Sogne- og garnisonspræst i Fredericia Tyske Sogn-Erritsø 26. marts 1708. Han blev magister 28. maj 1710 og provst over Elbo Herred 1718.
Jubilæum: Han blev såkaldt ”Jubellærer” da han havde 50 års jubilæum 1758. Ved den lejlighed karakteriseredes han som:
"stor og anseelig; hans åsyn spåede om et ærligt hjerte, det hans levned og beviste; var begavet med en eftertrykkelig og bevægende måde at tale på."
Civilstand: Gift i 1704 med købmandsdatteren fra Hamburg, Anna Rosine Biehl (Jungfos). Hun døde i 1756 og blev begravet 21. juni i en muret begravelse under fruentimmerstolene ved den vestre kirkedør.
Parret havde 6 børn:
3 sønner og 3 døtre, hvoraf kendes:
1) David Henriksen Pontoppidan, (1710-1760), sognepræst til Københavns Helliggejst Kirke 1757-1760 (var i 1730'erne hører i Fredericia i 5 år).
2) Else Sophie Henriksdatter Pontoppidan, døbt 26. april 1712 i Fredericia, gift 21. september 1728 med Jens Danielsen Kellinghusen (1695-1744), sognepræst i Kippinge-Brarup, Maribo Amt.
3) En datter, gift med Fredericia Latinskoles rektor Caspar Christopher Bøtcher (1735 i Kongensgade, nr. 32).
Af skattemandtallet 1735 fremgår at parret Pontoppidan boede i Norgesgade, nr. 348.
Udbedring af kirken samt kirkens navn
Det lykkedes Pontoppidan at få Frederik IV til at tilbagebetale de af kirken lånte midler til kongens finansiering af Store Nordiske Krig - og på denne måde lykkedes det at få kirken udbedret med et grundmuret kor.
Pontoppidan var ikke begejstret for kirkens navn ”Tyske Kirke og tilskrev i 1721 Frederik IV's dronning Anna Sofie Reventlow med anmodning om, at kirken måtte bære navnet Sct. Michaelis Kirke. Anmodningen, der fremførtes i form af et såkaldt "fadderbrev" er på 41 vers, hvor kirken taler direkte til dronningen og anmoder om hendes bevågenhed og hjælp. Det formodes at Pontoppidan udnyttede at dronning Anna Sofie ikke var populær efter hendes ægteskab med Fredrik IV og derfor ville benytte enhver lejlighed, der kunne stille hende i et bedre lys. Anmodningen blev under alle omstændigheder imødekommet, og dronningen tillod, at kirken fra 1722 førte det ønskede navn.
(Se endvidere afsnittet: Navnet ”Sct. Michaelis”)
Karakter
Pontoppidan karakteriseredes som en myndig og stridbar mand, der ikke fandt sig i at kritiseret eller gået for nær. Han kæmpede nidkært for sin ret og efterlevede bestemt ikke Jesu opfordring til at tilgive sin næste og ordet diplomati kendte han tilsyneladende ikke helt betydningen af. Han forløb sig ofte i hidsighed, hvilket næppe fremmede hans sag.
Han blev i 1733 idømt en bøde i en sag, hvor han havde modsat sig sin øvrigheds befaling. Det ophidsede Pontoppidan så voldsomt at han krævede dommen taget op på landemodet. Hans sunde fornuft sejrede dog og han gjorde ydmygt afbigt, som det fremgår af F. Elle Jensens bog ”Pietismen i Danmark”.
En af de mere bizarre sager fra 1723 drejede sig om en konflikt med den residerende kapellan Jens Bergendal (sognepræst 1764-1787 i Sct. Michaelis Kirke), fordi denne havde holdt aftensang Kristi Himmelfartsdag uden at prædike, og søndagen efter, da Pontoppidan var på visitats, var det lige før der blev messefald, da Bergendal undlod at forrette gudstjeneste. Begge indkasserede en bøde, men de forblev stridende parter livet igennem og generede hinanden, hvor det var muligt. Ikke flatterende egenskaber for en præst og sjælesørger!
Pontoppidan var konstant indblandet i sager, der også involverede biskopperne, Thura og Brorson, der dog afviste sagerne, som de mente, ikke havde direkte religiøs karakter. Lidt sarkastisk kunne man næsten sige at den eneste han ikke anlagde sag mod, var ham selv.
Pontoppidan og biskop Hans Adolph Brorson
I 1741 blev Brorson biskop over Ribe Stift og dermed Pontoppidans foresatte. Selv om Pontoppidan ikke var pietist som hans to yngre brødre, Erik og Christian, var der et godt og nærmest venskabeligt forhold mellem de to. Brorson nærede venlige følelser og respekt for den 5 år ældre mand, hvilket ses af flg. uddrag fra et personligt brev brev fra Brorson til Pontoppidan da det stod klart at Pontoppidans dage var talte:
”…os gamle stakler mod flyttefærd…så skulle jeg ikke undlade, hvor kort end tiden er, således at sige vor kære gamle senior farvel, med det inderligste ønske, at Herren selv vil berede os en salig afsked og samle os med glæde for sit ansigt i den salige evighed”
Brorson levede endnu fire og Pontoppidan døde som nævnt i 1760.
Pontoppidan udnyttede sit gode forhold til biskoppen, da han selv mærkede at det led mod enden, ville han selv bestemme, hvem der skulle afløse ham. Brorson svarede 29 januar 1760 at successioner i en gejstlige stand ikke var noget biskoppen plejede at blande sig i, men at han her ville gøre en undtagelse.
Der var uden tvivl tale om nepotisme fra Pontoppidans side.
Hans foreslåede emne, kapellanen Valentin Johansen Bonifacius, var nemlig gift med Pontoppidans niece og var 66 år gammel og kun kunne bestride embedet i 4 år. Men sådan blev det. Om der også lå i det, at hans ikke særlig vellidte kapellan Jens Bergendal, som han havde haft mange uoverensstemmelser med faktisk var et oplagt emne som afløser og som han ville forhindre, vides ikke, men det har uden tvivl også spillet ind.
Henrik Ludvigsen Pontoppidans død
Pontoppidan døde den 16. oktober 1760, i en alder af 81 år og 2 år efter sit 50 års jubilæum. Han blev som hustruen, der døde fire år før, begravet inde i kirken.
Ved Pontoppidans død var der stadig nogle få af slægten tilbage i Fredericia, men de forsvandt herfra, og den berømte nobelpristager i litteratur Henrik Pontoppidan, hvis far, Dines Pontoppidan, var sognepræst i Trinitatis Kirke (1856-1863) stammer fra den yngre slægt og er ikke i familie med Henrik Ludvigsen Pontoppidan, der tilhører den ældre slægt.
Pontoppidans udgivelser:
"Dem König Friderich IV zur Gratulation an diesem 2. Jubel-Feste 1717 dargereicht" (Flensborg, 1717, fol.). "Et allerunderd. Fadder-Brev til Dronning Anna Sophia fra den eene Sogne-Kirke i Fridericia" (Kbh., 1722, fol.; jfr. Kirkehist. Saml. 4. rk.. VI, p. 191-193).
Kilder:
E.P. Pontoppidan: Slægten Pontoppidan samt nogle Tillæg .. (Nykøbing F, 1905).
Provst Pontoppidans "forflyttelse" (kronik i Fredericia Dagblad 13. februar 1996). - om
Anne Marie Lebech-Sørensen: Den ældre slægt Pontoppidan.
Anne Marie Lebech-Sørensen: En smedeslægt fra Koldingegnen (Koldingbogen 1997)
Sven Avnby: Tyske Kirke.
www.fredericiashistorie.dk (Erik F. Rønnebech)
Giessing: Dansk Jubellærer II,2.
Fredericiabogen 1998.
Tekst: Ole Dyrn, historisk konsulent og oberstløjnant
Garnisonskirke og historie
Læs her om, hvad det særligt indebærer, at
Sct. Michaelis Kirke er garnisonskirke.
Læs her om en række grundige og interessante skrivelser om Sct. Michaelis Kirkes historie , om klenodierne i kirkerummet og kirkegården.
