Genindvielsen den 9. december 1956
Genindvielsen den 9. december 1956
Genindvielsen af Sct. Michaelis Kirke den 9. december 1956 blev et kæmpe tilløbsstykke. En smuk højtidelighed, hvor ca. 500 mennesker overværede og deltog, herunder: Kirkeminister Bodil Koch, flere gejstlige øvrighedspersoner, repræsentanter fra Fredericia Byråd samt embedsmænd fra staten og kommunen, heraf flere i galla.
Som forventet var der stor tilstrømning, og der var derfor udstedt adgangskort til selve indvielsesgudstjenesten. De første indfandt sig allerede 1½ time før gudstjenesten og de mange, der ikke havde opnået adgangsbillet ventede udenfor og fulgte begivenhederne.
Præsteprocession
Kort før indvielsesgudstjenesten begyndte kirkens 4 klokker ringning samtidig med at en præsteprocession med biskop Frode Beyer, Haderslev Stift, i spidsen satte sig i bevægelse fra rådhuset mod kirken.
Alle var i ornat og bestod udover biskoppen af:
Amtmand Arne Magnus Wamberg, Vejle Amt, pastor Hans Anders Nissen, Sct. Michaelis Kirke, provst Arnold Viggo Danvad, Trinitatis Kirke, kapellan Jens Kristian Enevoldsen, pastor emeritus Erik Herman Christensen, tidligere provst Aage Rørdam, Heinrich August Aillaud, Reformert Kirke.
Forrest Amtmand A.M. Wamberg og biskop Frode Beyer.
Bag dem pastor H.A. Nissen
Kirkens hellige kar og bøger
Præsterne i processionen bar kirkens hellige kar (ikke at forveksle med de i anden forbindelse nævnte hellige kar og bøger.
Da processionen nåede kirkens hovedindgang præluderede organist Reiter fra orglet og medens alle rejste sig fortsatte processionen op mad kirkegulvet og biskoppen tog plads foran alteret og modtog herfra de hellige kar og bøger. Efter at præsterne havde taget plads i korets sydlige side, bad pastor Halvdan Knudsen indgangsbønnen og højtideligheden fortsatte derpå med salmen ”Den signede Dag”.
Biskoppens indvielsestale
Højtideligheden blev dækket af Statsradiofonien, og hele Danmark kunne således lytte med på biskoppens indvielsestale.
Han sagde bl.a.:
”I Apostlenes Gerninger læser vi, at disciplene fyldtes med glæde og den Helligånd. Måtte det også være sådan nu i Fredericia ved denne lejlighed. For 2000 år siden gik nogle unge piger til fest med lamper i hænderne. Men halvdelen af dem blev væk, fordi de havde glemt at komme olie på lamperne. Det er ikke nok at have lampen, den må også have indhold – have olie. Det er ikke det ydre, det kommer an på, det er indholdet, der er af værdi. Det gælder også vort kirkeliv. Alt, hvad der tales i kirken, er værdiløst, hvis ikke troen på Gud er til stede. Vi kan opføre kirker og genopføre dem, efter at de er fortæret af flammer, men Gud alene kan fylde dem med sin ånd, så gudstjenesterne bliver til gavn og frelse. Vi må ikke foragte formen, for den kan vi ikke undvære. Uden lampen ville olien spildes, uden legemet kan ånden ikke virke, heller ikke Guds Ånd. Vi er ikke dyr, der kan nøjes med det legemlige, og vi er ikke engle, der kan nøjes med det åndelige. Gud kan fylde olie på vore lamper.
En kirke kan stå mørk og tom, som denne har gjort det i nat. Den kan også stå funklende oplyst, som jeg så den forleden. Aldrig er den dog dejligere, end når den er fyldt af en levende og lovsyngende menighed som nu. Olien, ilden i os, trænger stadig til næring. Derfor samles vi i vore kirker til gudstjenester, til dåb og nadver for at holde troens flammer ved lige. Måtte kirken her fremover fyldes af en glad menighed.”
Indvielsesritualet
Efter biskoppen tale, læstes fire skriftsteder, efterfulgt af biskoppen indvielsesritual, hvori Guds velsignelse nedbedes over kirkerum, alterbord, døbefont, menigheden og alle kirkelige handlinger. Biskoppen sluttede med en indvielsesbøn og lyste velsignelsen.
Herefter sang man ”Hvor Gud sit hus ej bygge vil” der efterfulgtes af indvielseskantate udført af det udvidede kirkekor under ledelse af organist Reiter og af et pigekor fra Købmagergade Skole under ledelse af lærer Bent Liengaard.
Meningen med vort liv
Sognepræst H.A. Nissen oplæste dagens tekst fra Lukasevangeliet 21. kapitel: ”Og der skal ske tegn i sol, måne og stjerner”. ”Der er dage i et folks historie, som rager op over alle andre dage, sådan som det er i sorgens dag for denne kirke. Hvem husker ikke denne vidunderlige junimorgen, solen skinnede og alt var blikstille, men alligevel krympede det vore sind, da flammerne fortærede vor kirke. Den 9. december 1956 er en glædens dag. Nu kan vi i sandhed synge, at sorg er til glæde vendt. Vi har fået vor kirke tilbage.
Udlændighedstiden er forbi, og vi må atter samles på dette kære sted. Vor tekst i dag siger noget om en stor dag i menneskeslægtens historie, noget om Menneskesønnens dag. Den kan synes at harmonere så dårligt med vores glæde i dag, men selvom jeg selv måtte vælge teksten til denne lejlighed, ville jeg blive ved dagens tekst, fordi den har så meget at sige os. Hvad ender det med, hvad skal det blive til, har vi spurgt os selv i de sidste måneder, hvor uretfærdighed og grusomhed er gået over jorden. Som kristne, troende mennesker ved vi et om fremtiden, nemlig at Menneskesønnen kommer igen. Alt andet, hvad han har forudsagt er sket, derfor vil dette også komme og ingen af os kommer udenom den dag. Vi skal alle møde foran Kristi domstol. Meningen med vort liv er at vi skal bestå for Menneskesønnen. Det er det, evangeliet vil lede os til. Det må være målet for vort liv, at vi består for Kristi domstol. Hvad nytter det, at vi tager så mange andre eksaminer, hvis vi ikke består den sidste og afgørende. Vi skal våge og. bede, fordi det giver forventning, og uden forventning kommer der ikke farve over livet. Forventningen skal sætte os i gang til at opnå det endelige mål, at bestå for menneskeheden”.
Pastor Nissen sluttede sin prædiken med: ”Det er umuligt for mig her i dag at finde udtryk for, hvilken jublende tak jeg føler i mit hjerte. Ført og fremmest skal takken gå til Gud. Da vi på brandmorgenen så, at alteret ikke var ødelagt – og det var ikke tilfældigt – da kunne vi måske undres ved at se ”Gud er Kierlighed” lyse fra alterbuen hen over ødelæggelsen. I tiden, der er gået siden, har vi lært at ordene taler sandt. Det halvandet år, der er gået, har nok været en besværlig tid, men det opvejes helt af glæden over de mange beviser, vi har fået på, hvor stor en plads denne kirke indtager i hjerterne.
Der skal lyde en tak til myndighederne, til vor arkitekt (Bodulf Billund), til håndværksmestrene for godt arbejde og til håndværkerne, der har gået her så stille, men arbejdet godt. Vi takker for de mange gaver, for prædikestolen, for de to nye klokker, alterskranken altersølvet, dåbsfad og dåbskande, for den nye messehagel og meget meget andet.
Til sidst skal lyde en tak til menigheden og dens trofasthed. Det har givet os præster mod og frimodighed til at arbejde videre. Nu har vi fået kirken igen, og jeg vil ønske at den smukke ramme fremover vil blive fyldt med det rette indhold – en lovsyngende menighed”.
Koret sang herefter ”Herre vor Gud, ja besøg os i glans” efterfulgt af ”Fader milde, lad din rige nåde”.
Pastor Nissen, iført den nye messehagel, lyste velsignelsen og den smukke genindvielsesgudstjeneste sluttede med salmen ”Vær velkommen Herrens år”. Efter udgangsbønnen rejste menigheden sig op og præsteprocessionen forlod kirken fulgt af de særligt indbudte gæster.
Se også: ”Historisk rids over kirkens om- og tilbygninger gennem årene”
