Oberst Frederik Lauritz Adolph Hein

Af Ole Dyrn
oberstløjtnant, historisk konsulent

Oberst Frederik Lauritz Adolph Hein
* 12. februar 1811
† 3. august 1901

Baggrund
Frederik Lauritz Adolph Hein blev født den 12. februar 1811 som søn af kaptajn og kompagnichef ved Danske Livregiment, Magnus Frederik Adolph Hein, og hustru Anna Cathrina født Krabbe.

Ægteskab
Indgik ægteskab med Sophie Lagenheim (†1911).

Børn
Sophus Hein, Baneingeniør.

Karriere
1824 landkadet uden løn ved Landkadetakademiet.
1829 udnævnt til sekondløjtnant ved Slesvigske Infanteriregiment.
1836 udnævnt til premiereløjtnant ved samme regiment.
1. juli 1842 tjeneste ved 13. Infanteri-Bataillon.
27. maj 1848 udnævnt til kaptajn.
1851 udnævnt til major.
1860 udnævnt til oberstløjtnant og kommandant for 20. Bataillon.
1. oktober 1863 chef for 14. Bataillon og kort før krigens udbrud overtager han 3. januar 1864 kommandoen over 12. Infanteri-Bataillon (12. Infanteri-Regiment) og udnævntes til oberst 1. januar.
20. april 1864 chef for 5. Brigade og 7. maj 7. Brigade, hvori 11. og 12. Infanteri-Regiment indgik.
27. september 1867 chef for 31. Bataillon.
3. april 1876 afskediget efter den gældende aldersgrænse.

Ordener
Ridder af Dannebrogordenen.
Dannebrogsmand.

Død
Oberst Frederik Lauritz Adolph Hein døde 3. august 1901.

Eftermæle
Heins søn, baneingeniør Sophus Hein har givet følgende karakteristik af sin far:
”Oberst Hein var typen på en officer af den gamle skole, også i sit private liv; der skulle være orden i al ting; han var bestemt, men retfærdig i enhver henseende, og dette i forbindelse med, at han havde et godt og kærligt hjerte for alle, som han kom i berøring med, gjorde, at alle satte høj pris på ham.
Efter hans udtræden af tjenesten var hans liv også præget af orden og regelmæssighed. Han gik hver formiddag fra sit hjem på Nørrebro til à Portas Café på Købmagergade for at drikke en kop kaffe og læse bladene, og det til så bestemte tider, at folk - i spøg – sagde, at de kunne stille deres ure efter den gamle obersts forbigang. Om eftermiddagen gik han regelmæssig ind i ”Kongens Klub” og spillede 3 rubberter whist med gamle venner, men var hjemme igen til tetid. Når der var gæster i hjemmet, og når klokken slog 10 – hans sædvanlige sengetid – strøg han flaget, som han kaldte det, det er: han trak sløjfen ud på sit sorte bindeslips, og så vidste gæsterne, at det var tid at gå. Han var fornøjelig, rask og rørig, indtil han i sit 90. år blev kørt ned af en dreng med en trækkevogn, hvorved han pådrog sig en hofteskade, der bevirkede, at hans regelmæssige ture til á Porta og Kongens Klub til hans sorg måtte ophøre”.